søndag, juli 27, 2008

Sikke en skøn varme, jeg nyder det bare så meget :-))
Jeg har fået strikket clue 7 på min PearledRomance, og jeg nyder at strikke den.


Men det bliver da også til lidt strømper ind i mellem. Den anden dag besøge vi min moster, og da Søren var med, kunne jeg sidde og strikke i bilen, så det blev da til en strømpe til Linea på vejen frem og tilbage. I dag kommer Linea på ferie, så kan hun lige få dem . Strømperne er magen til dem jeg lige har strikket til Simone, der er kun farven og størrelsen til forskel.
Jeg har også fået syet et vægophæng som passer til det sengetæppe som jeg lige er blevet færdig med. Billede ligger på min hjemmeside.

fredag, juli 25, 2008

Så er det tid til lidt nyt fra mig. Jeg er blevet færdig med mit sjal Slow Bee Mystery I design 2. Det har været rigtig spændende at strikke, og jeg er rigtig glad for det. Desværre kan man ikke se alle de små perler der er på, men der er mange.

Strømper er det også blevet til. Ja en strømpe skal jeg jo altid have i tasken.


Nu skal jeg godt nok have børnebørn på ferie, så hvor meget det bliver til ved jeg ikke, men jeg skal i gang med at strikke Slow Bee Mystery II.


lørdag, juli 19, 2008

Nogle mennesker, der som jeg sidder i en kørestol og har mange smerter, kan ikke få tiden til at gå. Men sådan har jeg det ikke. Jeg er så heldig, at jeg nyder at lave en masse ting med mine hænder, så jeg er i den situation, at jeg slet ikke har tid nok. På det sidste har vi haft meget varme, det har været rigtig godt for mig, og jeg var ved at føle at jeg kunne gå på vandet. Men som jeg godt ved, vokser træerne ikke ind i himlen, heller ikke denne gang, smerterne er blevet værre igen.


Men nu har jeg strikket clue 6 på PearledRaomance, og jeg nyder bare så meget at sidde og strikke den KAL.



Strømper er det også blevet til. Denne gang er det Simone der er blevet strikket til. Det er juli måneds strømpe fra Sokkeklub 2008.


Men jeg laver da også andet end at sidde og strikke, så Hurra Hurra, mit sengetæppe som skal ligge på min seng til vinter, er nu færdig. Hvor har jeg hygget mig med at sy det. Meget af det har jeg siddet og syet i sengen, mange tanker er blevet syet ind i det, og det er næsten helt vemodigt, at jeg nu er færdig. Men jeg er jo i gang med et tæppe til Simone, og flere venter på at få et tæppe, så jeg komme da ikke til at kede mig, eller sidde og tænke "hvad skal jeg nu lave meget meget længe. Jeg ved slet ikke hvordan man keder sig. :-))


Så længe jeg kan bruge mine hænder, tror jeg ikke jeg vil komme i en situation hvor jeg tænker, hvad skal jeg nu lave, og hvor er jeg bare glad og taknemlig for det.



tirsdag, juli 15, 2008

Så har jeg også fået strikket clue 10 på SBM. Nu bliver det spændende hvad der nu vil ske.


Ellers så har jeg også fået strikket et par strømper færdig, som er til Simone. Der er strikket perler ind i, og det bliver spændende hvad hun vil sige til dem. Jeg har lovet Linea også at strikket et par til hende. De skal være lyserøde. Men først skal jeg lige strikke strømperne for juli måned i Sokkeklub 2008. Det bliver også Simone der får dem. Jeg har jo fået af vide at begge piger mangler strømper, så det er med at få strikket nogle

søndag, juli 13, 2008


Så har jeg også fået strikket clue 9. Jeg kan se på mønsteret at nu er det ved at afslutte, og Moni som har lavet mønsteret har da også skrevet at nu er der 2 clue tilbage, så skulle det være færdig.

Jeg er ikke i tvivl om at når det bliver spændt ud bliver det et af de store og flotte. Men jeg har strikket sådan et stort et før, og det var også Moni der havde lavet mønsteret. Der er rigtig mange små fine perler på, det virker som små dråber og får en rigtig fin effekt.

Ellers så er jeg i fuld gang med at quilte på mit vinter-sengetæppe.

torsdag, juli 10, 2008



Så er der kommet et billede af min Slow Bee Mystery design 2 clue 8. Jeg har clue 9 liggende, er kommet lidt bagud, for jeg har været nogle dage i Jylland. Men jeg er nu i gang med clue 9 og allerede på lørdag kommer der jo en ny clue igen, så arbejdsløs bliver jeg da ikke lige med det samme. ;-)

Men om lidt vil jeg sætte mig og sy, for jeg er kommet godt i gang med at quilte mit vintersengetæppe.

tirsdag, juli 08, 2008



Varmen er her stadig, hvor er det bare dejligt.

Jeg har fået strikket clue 4 på Pearled Romance.

Nu er jeg så gået i gang med min Slow Bee Mystery, der har jeg lige nu 2 clues liggende. Men det tager lang tid at stikke en pind. I aftes sad jeg og strikkede en pind hvor der skulle strikkes 76 perler i, bare på den pind. Men hvor er det spændende.

I dag har jeg til gengæld syet på mit sengetæppe, nu er jeg færdig med toppen, og skal have riet den sammen med mellemfor og bund, så kan jeg gå i gang med at quilte.

lørdag, juli 05, 2008


Vi har været på ferie i Øster Hurup, og hvor har vi bare været heldige. Vejret har været helt i top, og vi har været ude fra morgen til aften. Nu er vi kommet hjem igen, og jeg har nået et stykke mere på stolaen A knitted veil fra Victoria Lace Today.

Strømper er det også blevet til, det er så nemt at have med i tasken, så 3 par er blevet færdig. Nu er jeg så gået i gang med et par mere, som der skal strikkes perler på. De skal strikkes til Simone.