fredag, september 25, 2009



Så er jeg færdig med min trøje for 2. gang :-) Nu er jeg mere tilfreds med den, for nu sidder den som den skal .

Og så kom det store øjeblik, hvor jeg skulle starte på en nederdel. Og hvad skete ........ jeg startede, strikkede et stykke, og kunne så se, at det var da bare slet ikke mig. Den ville ikke komme til at sidde som jeg kunne tænke mig, og den ville fylde alt for meget for neden, og da jeg sidde hele tiden, ville det generer mig. Der er lidt forskel på om man er gående eller sidder hele tiden, det fandt jeg ud af da jeg kom i kørestol.

Så nu er pindene hevet ud igen, og jeg er klar til at starte forfra. Ja man skulle tro at det var ved at blive en vane, men det håber jeg da ikke at det er. ;-) Så på den igen, og denne gang, bliver det så efter mit hoved, og ikke efter et mønster. Men jeg glæder mig stadig og vil nyde at sidde og strikke den.

torsdag, september 24, 2009

Jeg har fået en ADWARD af Mariann som jeg takker mange gange for.









Og nu er det så meningen at jeg skal fortælle lidt ( 10 ting )om mig selv, av den var straks værre. Men jeg prøver.

1. Jeg er en glad dame på 60 år.


2. Jeg er gift med Søren, og vi har om ganske kort tid været gift i 40 år.

3. Jeg har 2 dejlige piger

4. Og så har jeg fået 4 skønne børnebørn. 2 piger og 2 drenge.

5. Jeg holder rigtig meget af at lave håndarbejde, så som at strikke, sy patchwork ( mest tæpper eller store ting ) og kniple. Og så kan jeg slet ikke undvære min computer, jeg elsker at lave en masse ting ved den. Så som billeder, mønstre til at sy patchwork efter ( EQ6 ) at skrive mail "som i gamle dage var breve". Jeg har en dejlig kontakt gennem min computer.

6. Samtidig med at jeg laver håndarbejde, så lytter jeg til en masse bøger. Ja kun en ad gangen ;-) Jeg har altid holdt meget af at læse, og jeg kan slet ikke undvære en bog. Det kan være en god krimi, men biografier, det er også lige mig. Romaner går jeg heller ikke ad vejen for, bare det ikke bliver for meget tø-se fnadder, så står jeg af. Så jeg er en flittig bruger af biblioteket. Det er jo så fantastisk, at jeg kan bestille mine bøger over nettet, der kommer en mail når de ligger der, og så henter Søren dem til mig. Ren luksus for mig.

7. Jeg har haft min egen forretning, men blev syg i 1995, og i dag sidder jeg i kørestol. Jeg har mange smerter i min hverdag, men med alle de ting som jeg nyder, kan jeg fortrænge en del af dem. Altså sådan da .......... Og jeg er i den skønne situation at jeg slet ikke har tid nok i hverdagen.

8. Jeg elsker sommeren, men ville nødig undvære vinteren. Der er en charme ved den forskel det er, at sidde i varmen på terrassen ( jeg holder rigtig meget af min have ) og så, at det er koldt, for så er det skønt at sidde der inde med levende lys, en god bog, et godt håndarbejde, og så bare hygge. Jo jeg er nok et hyggemenneske.

9. Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har min egen bil, som jeg kan komme ind i, og så køre af sted. Det er jo ikke en lille smart damebil, men den er god, jeg kan komme rundt, og den fungerer, og hvor er det godt, ikke at være afhængig af, at andre skal hjælpe mig, for det dur jeg bare ikke til. Jeg vil selv så meget som det er muligt.

10. Og til sidst men ikke mindst, jeg er en snakke maskine, jeg snakker tit og meget, men jeg kan også tie stille, og jeg tænker meget over tingene, og er en god iagttager Når man sidder i en kørestol, så ser man mange ting, som andre mennesker ikke lægger mærke til. Dem gemmer jeg i min erfarings bog.

Ja det var så lidt om hvem jer er.


Og nu skal jeg give denne ADWARD videre til 3 andre.
Jeg har valgt at jeg meget gerne vil give den til Bente Yt og Lisbeth

tirsdag, september 22, 2009

Hvem kender det ???

Man er færdig med det man er i gang med at strikke, for mit mit vedkommende, den trøje som jeg strikker. Den er syet sammen, og jeg prøver den, og hov ærmet/ærmegabet er ikke som jeg havde tænkt mig. Hvad gør man så ???? Jeg talte til lige nøjagtig 2 og så begyndte jeg at pille syningen i ærmerne op, og har nu pillet et ½ ærme op, for at strikke det om.

Når først jeg har fået tanken, så ved jeg den ikke vil slippe mig, og jeg bliver ikke tilfreds, før det er lavet om. Heller ikke selv om jeg glæder mig til at komme i gang med min nederdel.
Men jeg glæder mig stadig rigtig meget til at komme i gang med at strikke den nederdel. Garnet ligger her jo. :-)

Så i aften, skal jeg strikke ..... strikke .... strikke

lørdag, september 19, 2009


Her er lige lidt af det andet som jeg sidder og laver. Matis sengetæppe som jeg syr på, er jeg nu nået så langt med, at jeg lige er gået i gang med at quilte det. Det er et dejligt arbejde at sidde med og jeg nyder det rigtig meget. Jeg har bare et minus, og det er at jeg er gået i gang med 2 tæpper. Det dur jeg bare ikke til. Så nu laver jeg det ene færdig og så det andet, for det med 2 ting på en gang, jamen det er bare ikke mig.

Det er jo ikke meget, man kan se af det, ud over hvordan det sådan kommer til at se ud, men jeg har også et billede af bagsiden, måske kan man danne sig en fornemmelse af, hvad jeg mener, når jeg skriver, at jeg skal quilte det.

torsdag, september 17, 2009

Jeg synes det er så længe siden at jeg har været inde og skrive, eller også er det fordi der er sket så meget. Lise er flyttet, vi har været hos Ruth og Lars, hvor vi som altid have en rigtig dejlig dag, sammen med " gamle venner".



Men jeg har da fået strikket lidt mere på min trøje, så jeg er færdig med at strikke på og ned :-) Nu strikker jeg på et ærme. Så mon ikke snart jeg bliver færdig. Så bliver det spændende at se om den er blevet som jeg gerne vil have den. Jeg vil jo strikke en nederdel bag efter og jeg glæder mig til at komme i gang med at strikke den.


Men jeg er da også kommet i gang med at quilte på Matis tæppe, det kan jeg jo sidde og quite på i senge, skøøøønt.

torsdag, september 10, 2009

Så har jeg fået taget et billede af min kjole. Det er ikke endnu jeg skal begynde at bruge den, for den er rigtig varm. Men pludselig er det koldt og jeg vil være glad for den.

I de sidste dage har det jo været skønt og varmt jeg har igen siddet på terrassen og nydt det gode vejr, og strikket.


Trøjen som jeg er startet på, er jeg kommet lidt længere med. Den ser ikke ud af meget endnu, men det vil nok komme.

onsdag, september 09, 2009

Jeg er blevet færdig med min kjole. Der kommet et billede en af dagene.



Men jeg er da startet på en trøje, som jeg ikke er helt sikker på, hvordan den kommer til at se ud endnu. Jeg har en ide om det, og så må jeg se, hvad det udvikler sig til hen ad vejen.


Jeg har nydt det gode vejr i dag, strikket og lyttet til en rigtig god lydbog.


Afveje af James Siegel


I går havde jeg besøg af 2 søde kniple - veninder. Vi havde en rigtig god dag, men snak om knipling og så blev der snakket om mange andre ting også. ;-)




torsdag, september 03, 2009

Er der nogle der kender det, man har så mange ting man gerne vil lave, men tiden.

Nå men det er jo godt nok, og nu er vejret slået om, jeg har det bedst når det er varmt, men der er ikke noget, som at sidde og hygge sig med en kop kaffe, levende lys, en god bog, og et godt håndarbejde.


Lige nu strikker jeg på en tunika/kjole. Gad vide hvad det bliver, garn har jeg nok at, så det bliver ikke det som bestemmer længden. Garnet er Alpakke fra Mayflower, den har en tykkelse som jeg godt kan lide 170 m på 50 g. :-)


Men samtidig, så syr jeg på livet løs. Jeg har 2 tæpper som skal sys, så i øjeblikket, da syr jeg på Matis tæppe i sengen om aftenen. Men om ikke længe, hvor jeg er mere inde, så skal der rigtig sys på Dianas sengetæppe. Det har jeg ikke kunne sy på, når jeg sidder på terrassen, og jeg kan heller ikke sy på det i sengen.